Serdal Benli

SerdalBenli34 år og uddannet sociolog.
Konsulent i Justitsministeriet.
Forfatter til en fagbog om arbejdsmarkedet.
Venter vores første barn til maj.
Medlem af Landsledelsen i SF, byrådsmedlem, formand for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og næstformand i Social- og Sundhedsudvalget.
Medlem af Regionsrådet 2005-09 og af SF’s HB 2006-10.
 
 
SF har igennem de sidste fire år leveret gode resultater i Gladsaxe Kommune, og jeg vil kæmpe for, at vi til kommunalvalget i år opnår et så godt valg som muligt. For det gør en forskel, når SF har indflydelse.

Jeg vil fortsætte vores gode arbejde med at gøre Gladsaxe til en mere grøn og progressiv velfærdskommune, der tager sig godt af både børn, ældre, socialt udsatte og miljøet. Vi skal ikke være en kommune med discountservice, men arbejde for en mere solidarisk fordeling af velfærden.

Selvom jeg som udvalgsformand i den seneste periode har været med til at sikre SF gode resultater på beskæftigelsesområdet, er arbejdsløshedskurven endnu ikke knækket. Denne udvikling skal vi have vendt – også lokalt. Vi skal især have fokus på ungdomsledigheden for ikke at miste en hel generation på gulvet. Dette kræver en målrettet, aktiv satsning på job, opkvalificering eller uddannelse til alle ledige.

En række undersøgelser viser, at der er social ulighed i danskernes sundhed. Derfor skal de mekanismer, der producerer sundhedsproblemer og sociale forskelle i sundhedstilstande, forebygges og bekæmpes. Vi skal sætte ind over for social ulighed i sundhed med en intensiv kommunal indsats for forebyggelse hos såvel børn som voksne.

I Gladsaxe forsøger vi politisk i det udvalg, jeg selv er formand for, at løse de udfordringer, der ligger i at have medborgere fra andre lande. Jeg kom selv til Danmark fra Tyrkiet som 9-årig og vil gøre mit for at sikre de unge lige så store muligheder, som jeg selv har fået. Samtidig bliver vi nødt til at være mindre berøringsangste og mere ambitiøse, når det handler om integration.

På dette grundlag håber jeg på din støtte til at fortsætte mit arbejde i byrådet for at kunne fortsætte kampen for et styrket SF og en solidarisk fordeling af velfærden. Jeg vil være stolt over fortsat at repræsentere SF i Gladsaxe Byråd og vil kaste alle mine kræfter ind for at sikre SF indflydelse. Du er velkommen til at læse mere om mig på min hjemmeside www.benli.dk.