Susanne Palsig
62 år, bor i Søborg
Ekstern konsulent for KAB
Byrådsmedlem og gruppeformand siden 2006
Formand for Forebyggelses-, Sundheds- og Handicapudvalget
Medlem af Økonomiudvalget, Trafik- og Teknikudvalget og Handicaprådet
SF-tillidsposter:
Medlem af KKR-Hovedstaden
Medlem af SF’s kommunalpolitiske landsudvalg
Sekretær for SF’s gruppe i Trængselskommissionen
Min faste base er den kommunale virkelighed i Gladsaxe. Kampen for borgernes velfærd ligger i høj grad hos kommunerne, og mine syv år i Byrådet har lært mig, at der skal arbejdes hårdt for både små og store resultater.
Men mit engagement og min begejstring er usvækket, og jeg har mod på at fortsætte i et tæt samarbejde med SF-byrådskolleger, vores gode kommunalgruppe og SF-Gladsaxes bestyrelse.
SF-Gladsaxe har et godt valgprogram, som jeg har været med til at samle.
Jeg brænder for at bekæmpe ulighed i sundhed og at tage hånd om borgere med brug for hjælp, især mennesker med psykisk sygdom. En anden mærkesag er at få Gladsaxe sikkert gennem de kommende års forventede vækst, med letbane og mange nye bolig- og erhvervsområder. Vækst skal ikke være et mål i sig selv, men et middel til at sikre fremtidens velfærd.
Og så er der lige trafikken, hvor vi skal have pendlerne ud af bilen, op på cyklen eller ind i busser og tog.
Integration er også en mærkesag, og jeg er frivillig i Netværk for Flygtninge og Indvandrere i Gladsaxe og lidt med omkring Verdenskultur-festival 2013.
En god kommunalpolitiker skal ikke blive inden for kommunegrænsen. Jeg går derfor målrettet efter at netværke med SF-politikere i andre kommuner, bl.a. som medlem af SF-Region Hovedstadens Trafik- og Miljønetværk og Sundhedsnetværk og i KKR. Trængselsringens endeligt var et traume for mange, også for mig, og jeg har derfor kastet mig ind i SF-arbejdet omkring Trængselskommissionen.
Politik er at ville og at turde, og jeg vil og tør SF i Gladsaxe Byråd.
Så giv mig din stemme, hvis du ønsker at se mig i byrådet også i 2014!